Print denne Side

Moar! Se….

En kvinde midt i 50’erne har fået muligheden for at deltage i et kursus, som elev på grundkursus i Halliwick. Det viser sig at blive en oplevelse, hun aldrig glemmer.

 

04-27-2014_110703

Jeg tager imod Eva  lørdag formiddag på PTU i Rødovre. Hun skal være med i undervisningen, hvor jeg skal prøve nogle af de teknikker af, som jeg har lært på mit Halliwickkursus med Boil og Anette. Jeg er spændt på om Eva er frisk, da jeg dagen før har haft hende til min normale svømmeundervisning. Min forventning er, at hun er træt. Hun sidder som altid i sin kørestol, og hun har en hjælper med, der skal sørge for omklædningen. Jeg spørger om hun er træt, men hun siger, at hun ikke er træt. En halv time senere er hun klar ved bassinet.

Dagen før har jeg prøvet nogle af tingene af, så Eva ved nogenlunde hvad der skal ske. Hun er meget god til at holde sig flydende, da hendes massefylde ligger i den lave ende. Derfor bliver udfordringer, at få hende til at få kontakt med bunden. Hun er rimelig høj, så jeg tænker, at jeg skal have hende ind på 110 cm, så jeg kan bruge hendes tyngdekraft ude af vandet. Jeg finder hurtigt ud af, at jeg har lavet en forkert analyse. Der er brug for at vandet er omkring hele kroppen, så jeg rykker ud på 130 cm vand. På kanten nikker Bodil, som om jeg har forstået teorien, og hvad der skal til for at støtte optimalt.

Eva er midt i 50’erne. Hun har været afhængig af kørerstol i mange år. Jeg ved ikke hvor længe – måske siden barndommen. Det har naturligvis konsekvenser for styrken i hendes ben. Hun kan rejse sig fra kørestolen i omklædningsrummet ved at hive sig op, når jeg placerer hende, så hun kan nå en fastgjort stang på væggen. Hun kan dog ikke holde balancen uden at holde fast i stangen.

Nede i vandet siger hun ofte: ”Jeg er bange, jeg falder”. Hun taler meget utydeligt, men jeg forstår godt, hvad hun siger, da jeg har undervist hende hele sæsonen. På 130 cm får hun samme fornemmelse, og giver udtryk for det. Jeg beroliger hende ved at sige, at jeg er hos hende. Hun får mod på mere og strækker ud efter mine hænder. Jeg har valgt at stille mig foran Eva, da jeg er nødt til at lokke hende frem. Det kan jeg ikke, hvis jeg står bag ved hende, og prøver at støtte hende ved lænden. Jeg har lavet øvelsen i bassinet til den normale undervisning og opdager, at der må være en forskel på vanddybden. Det fungerer anderledes. Min elev kan pludselig kontrollere sin tværakserotation hele vejen op til stående stilling, fordi kroppen ikke kommer ud af vandet. Det kommer den på lavere vand på grund af hendes højde. Hun strækker benene lidt, og pludselig oplever hun, at hun står på bunden alene i vandet.

Eva  udbryder spontant: ”Moar, – se!” Hendes mor har siddet ved bassinet sammen et af sine børnebørn. De har interesseret fulgt med i bevægelserne i vandet. Niecen har tidligere været med til den normale undervisning, og kan se, at der er stor forskel på det, der sker i vandet nu i forhold til sidst. Eva tager mod til sig, og tager sit første skridt. Hendes øjne lyser, og jeg kan se, at det overgår hendes forventninger til, hvad hun er i stand til. Jeg får næsten tåre i øjnene, da hun gentager. ”Mor – se!”. Ingen af famliemedlemmerne har set hende gå tidligere.

Vi går i gang med resten af programmet, som Eva gennemfører med en god koncentration. Til sidst er hun træt og siger, som hun plejer til min undervisning: ”Jeg vil op!”

Dagen efter er Eva igen med til den afsluttende undervisning på mit Halliwickkursus. Nu skal det vise sig om hun udvikler sig. Der sidder en anden niece på kanten med sin kæreste og følger med i bevægelserne nede i vandet. Den forrige dags succes gentager sig, og hun står igen på bunden. Denne gang går hun mere end ti skridt hen mod kanten, hvor den anden niecen står med et stort smil og siger: ”Hvor er du god! Eva.” Det er rørende for mig at se familiens opbakning til Eva og jeg føler, at jeg har gjort en forskel. Det er alle kursustimerne værd, tænker jeg,

Rolf Bregninge

Permanent link til denne artikel: http://www.hasam.dk/moar-se/