Print denne Side

Hvorfor handicapidræt?

Harald Lie

Harald Lie

Artiklen blev bragt i DHIF’s blad i December 1999 Artiklen er skrevet af Harald R. Lie Formand for HASA Halliwick svømmeklubben i Århus.

Hvis vi siger, at idræt indeholder leg og udfordring, oplevelsen af nederlag og sejer, erkendelsen af egne muligheder og begrænsninger, mulighed for at sammenligne sig med og at være sammen med andre, samtidigt som der er behov for at koncentrere sig om sig selv og egne færdigheder, ja så er der ingen forskel på handicapidrætten og den almindelige idræt. Alligevel taler vi om handicapidræt som noget specielt, hvorfor?

 

petracykelkørestolsboldsvømmehal

Succes og tilpassede udfordringer

Idrætten kan berige den enkelte med er glæde og positiv personlig udvikling. Også på denne måde har idrætten lige stor betydning for børn med handicap som for børn i almindelighed, men forudsætningen for opnåelsen af positive kvaliteter er, at man engagerer sig og har mulighed for at opleve at man har succes.
Al idræt må tilrettelægges så den enkelte har mulighed for succes, men oplevelsen af succes forudsætter at man har skullet yde en indsats, at der har været en udfordring der skal overvindes og et mål som skulle nås.
Det er her at handicapidrætten bliver speciel, og det specielle er tilrettelæggelsen. Almindelig idræt for børn afvikles som oftest som holdaktiviteter og hvor succeskritereiet er at hvis 85% (mit skøn!) har et udbytte, så er tilrettelæggelsen lykkedes. Idræt for personer med funktionsnedsættelser, må derimod tilrettelægges for den enkelte og succeskriteriet får hermed en anden målestok. Enten lykkes man, og så er succesen 100%, eller så gider barnet eller den unge ikke mere, og succesen er lig nul. Børn i almindelighed skal nok altid få noget ud af et idrætstilbud, selv med dårlig tilrettelæggelse, det samme gælder ikke for et barn med funktionsnedsættelser.
Idræt for personer med funktionsnedsættelser  er ofte meget ressourcekrævende. Ofte er der behov for en instruktør eller hjælper til hvert barn, et behov som kan være meget svært at opfylde. Men ved at reducere på ressourcerne, kommer man til at reducere på kvaliteten. Det er mit indtryk, at mange gode tilbud til handicappede børn lider en krank skæbne pga. at ressourcerne og hermed kvaliteten bliver for dårlig. Det kan godt være, at de generelt retarderede bliver ved, men at mange af de fysisk handicappede ikke finder den udfordring de ønsker.

Diagnose eller funktion?
For at forstå idrætsudøverens forudsætninger, er det af betydning at vide noget om hans eller hendes funktionsnedsættelse. Døv eller blind er “diagnoser” som umiddelbart giver en forståelse for vedkommendes funktionsvanskeligheder, men diagnoserne giver ingen viden om hvordan vedkommende kan kompensere for sine vanskeligheder. Det er kompensationen, evnen til at klare sig på trods, man skal have viden om, for at kunne stille de afpassede udfordringer.

Diagnoser som spastiker, generelt retarderet, barn med ADHD osv. kan mange gange virke hæmmende på tilrettelæggelsen af et idrætstilbud, fordi “diagnoserne” knytter sig til personens “defekter” og ikke til personens funktioner. Jeg vil ikke afvise, at en diagnose kan give en indikator på barnets funktionsvanskeligheder, men det er kun en vurdering af hvad barnet magter i den konkrete situation, som kan fortælle mig hvordan idrætsaktiviteten skal tilrettelægges.

antverpenVurdering i forhold til mål
Og hvad er målet med den idræt jeg tilbyder? Skal idræt kun være leg, og hvis den kun er leg, er der så ingen mål som skal nås og ingen konkurrence med andre? Jeg vil vende det rundt og sige, at hvis der i tilrettelæggelsen ikke stiles mod konkurrence og individuelle mål, så kan vi ikke tale om idræt, aller højst om aktiviteter.

Hvad er mit mål som instruktør? For mig er målet at få en gruppe børn, der er aktive og medvirkende, som har det sjovt samtidigt som de skal kunne koncentrere sig og er villige til at prøve de udfordringer jeg giver dem. Som instruktør ønsker jeg at skabe motivation, må det jeg lægger tilrette for det enkelte barn være forståeligt, overkommeligt og meningsfuldt. Mit tekniske mål i svømmeundervisningen er fuld fortrolighed og kropskontrol inden indlæringen af svømmetag. Vurderingen går derfor meget på det enkelte barns forståelse for situationen og barnets grad af tryghed og selvstændighed. Hermed tager vurderingen sit udgangspunkt i situationen og ikke i handicappet.

Personlig udvikling
Det er for alle mennesker af særdeles stor betydning at have “kontakt” med sin krop. Kroppen er selve fundamentet for vor erkendelse af os selv og af vore omgivelser. Børn med handicap har ikke altid de samme forudsætninger for at opnå en god kropserkendelse. Det kan f.eks. være pga. nedsat fysisk funktion, dårlig forståelse eller dårlig evne til sansefortolkning.

En svag kropserkendelse har mange konsekvenser. Det gør det f. eks. vanskeligere at indlære idrætsfærdigheder, men mere alvorligt er det, at det ofte påvirker selvtilliden, fordi man oplever sig selv mindre god end de andre man sammenligner sig med. Erfaringer med brug af kroppen, og opnåelse af succes er derfor af stor betydning for den personlige udvikling. Kropserfaring er også en forudsætning i samspil og kommunikation med andre. Tænk bare på hvor ofte man snakker om de ting man har gjort eller oplevet, tænk over hvor meget bevægelse det altid er med i det.
Professor i idræt og filosofi ved Idrætshøjskolen i Oslo, Sigmund Loland, skrev sidste år en kronik om “Fascinationen ved fodbold – og identitet”. Her satte Loland fodbold ind i flere perspektiver, blandt andet omfattende et generelt menneskelig perspektiv og tilskuerens oplevelse eller rettere indlevelse. Han skriver bl.a.: “Fodbold specielt og topidræt generelt rejser fundamentale spørgsmål: Hvem er jeg? Hvad kan jeg få til? Hvad er mine muligheder i samspil med andre? Kraftanstrengelsen og den umulige scoring i sidste sekund fortæller os om menneskelig frihed og mulighed. Det intuitive og kreative samspil bærer bud om fællesskabets potentiale”. Loland skriver endvidere: “Idræt er på mange måder tematisering af hvad vi alle kender: gangen, løbet, hoppet, kastet, slaget, sparket”. Derfor er tilskueren er ikke bare en iagttager, – han oplever og lever sig ind i spildet, ja nærmest oplever spillet med sin egen krop.
Vi kan ikke alle have været fodboldspillere. Men hvis vi ikke har oplevet fornemmelsen af hvad kroppen kan bruges til, har vi ingen forudsætninger for at leve os ind i hvad det er vi ser og hvad det er vi så ofte snakker om. Vi kan huske med kroppen! Vi kan skabe os erindringsfornemmelser af gode bevægelsesoplevelser vi en gang har haft, og vi kan herigennem forstå hvad andre snakker om. Kroppens hukommelse er en forudsætning i kommunikationen med andre.

Skolen har en opgave
I henhold til Folkeskolens formålsparagraf skal folkeskolen bl.a. medvirke til den enkelte elevs alsidige udvikling, og støtte eleven i at opnå tillid til egne muligheder. Der er vel næppe noget som har større betydning for et barns selvfølelse og tro på sig selv, end følelsen af at man kan noget med sin krop.

Undervisningen i Folkeskolen skal differentieres. Målet er at børn med forskellige forudsætninger skal kunne undervises sammen. Det er yders sjældent at det sker i idrætsundervisningen, og mange børn med handicap får ikke de to timers idrætsundervisning i skolen som de har krav på.
Ved min undersøgelse af børn med rygmarvsbrok i 1984 påviste jeg at knapt halvparten af de ældste børn var fritaget fra idrætsundervisningen. Ved en ny tilsvarende undersøgelse fra 1998 har jeg fundet at hvert femte barn er fritaget for idræt og 25% af forældrene er utilfredse med den måde idrætsundervisningen er tilrettelagt på. Alle børn burde selvfølgelig deltage – og alle forældre burde være tilfredse. For eksempel var 35% utilfredse med omklædningsforholdene.

medaljerBørn med funktionsnedsættelser dyrker mindre idræt
Ved undersøgelsen i 1998 havde jeg mulighed for at sammenligne børn med rygmarvsbrok med almindelige børn. Konklusionen blev, at børn med rygmarvsbrok læste lige meget som kontrollerne, ligesom de lyttede lige meget til musik eller selv spillede et instrument. De dyrkede omtrent lige meget sport, men brugte signifikant mindre tid på sport i løbet af ugen (2 timer mod knapt 3½ time) og det var sjældent at børnene blev forpustede pga. deres idræt. De så også lige meget TV som kontrollerne, nemlig knapt 2 timer dagligt, men spillede til gengæld meget mere computerspil. Samtidigt var de meget mindre sammen med kammerater end kontrollerne.

Det var også karakteristisk, at mødrene til børn med rygmarvsbrok bruger mere tid sammen med sit barn end mødre i almindelighed bl.a. mht. at dyrke idræt og ledsage deres barn til aktiviteter.
Jeg mener derfor at kunne konkludere, at børn med handicap (her eksemplificeret ved børn med rygmarvsbrok) får dårligere mulighed for at udvikle kropserfaring og selvstændighed ved hjælp af idræt, end børn i almindelighed. De bruger mindre tid på idræt og de ledsages af deres mor, samtidigt som de er mindre sammen med jævnaldrene. Dvs. at de formodentlig heller ikke får det samme udbytte af idrættens sociale side.

Behov for varierede oplevelser
Jeg har forsøgt at fremhæve, at en vigtig forudsætningen for vor udvikling og identitet er at vi har kroppen med. Kroppen er fundamentet for vor erkendelse. Hvis vi ikke mærker med kroppen, mangler vi et fundament for indsigt og forståelse.

Kroppen har erindring om bevægelser, men bevægelser foregår i forhold til noget. For at få fuldt ud kunne leve med i forudsætningerne for en bevægelse, må man have fornemmet bevægelsens “perspektiv”. Tag for eks.. siddende bordtennis. For den der har prøvet at spilde bordtennis stående, virker det siddende spild ikke særlig imponerende – set udefra. Men prøv en gang at sætte dig ned ved bordet! Det lille net virker pludselig langt højere og bordet virker langt større. Det er et nyt spil, nye forudsætninger i et nyt perspektiv, som man ikke kan sætte sig ind i, hvis man ikke har bragt sig i situationen.
Derfor skal man bringe sig ind i situationerne. Ud af kørestolen, ned på fodboldbanen – selv om du skal bæres der ned – for at se og opleve banen i spillernes perspektiv. Kroppen husker det og man kan på en helt anden måde mærke med sin krop, det man siden hen iagttager. Tilsvarende skal man ud på kælken, mærke suset ned ad bakken. Man skal ned i svømmebassinet, ud på gymnastikgulvet. Man skal ud og føle og opleve, mærke livet med kroppen.

Idræt og udfoldelse – et almenmenneskeligt behov
Succes og kropsoplevelse er noget alle mennesker har behov for. Det som adskiller almindelig idræt og handicapidræt er at instruktøren har behov for større indsigt og det er nødvendigt at tilrettelægge aktiviteterne ud i fra individuelle hensyn. Der bliver ofret store summer på at børn med handicap skal få gode udviklingsbetingelser, men tilbudet er som oftest knyttet til de institutioner det offentlige er vandt til at benytte sig af. Den frivillige idræt, og med denne DHIF, burde have mere opmærksomhed og mere ressourcer rettet mod børnene.

Så, hvorfor handicapidræt? Jo, selv om børn med  funktionsnedsættelser er børn med specielle behov, har idræt og udfoldelse også for dem en væsentlig betydning for at de skal udvikle sig til hele mennesker med gode og alsidige erfaringer. Erfaringer de kan benytte i et godt og positivt samspil med andre, grundlaget for al integration.

 

gymnastikpiger

Permanent link til denne artikel: http://www.hasam.dk/hvorfor-handicapsvoemning/